|
3800m svømning - 188 km cykling med 5000 højdemeter - 42,2 km løb Lørdag den 15. august 2009 - Start klokken 5.50 (pigerne) og 6.00 (drengene) Pia Anne Nielsen - HareTri
EmbrunMan 2010 Dagbog fra Embrun 16.08.09 Endelig Embrunman. Det er en ubeskrivelig tilfredsstillelse at vågne op dagen efter og vide, at man endelig har nået sit mål. 2 år tog det fra jeg besluttede, at nu ville jeg lave det her race og til jeg fik det i hus. Video fra Embrun
Gad vide hvor mange ægte-/kærestepar, der kan kalde sig hr. og fru embrunman? Sikkert ikke mange...Det kan vi ihvertfald nu. Vi tror at gabor er den første danske mand, der kørte Embrunman og at jeg er den første danske pige, men vi mangler at få det bekræftet, så hæng mig ikke op på det!!! Søvn har der ikke været meget af i nat...kroppen er een stor inflammation og det dunker overalt og hver lille bevægelse smerter, så hver gang jeg vender mig i sengen vågnede jeg af det. Jeg gennemgik også racet i mit hoved i nat. Kommer i tanker om små episoder undervejs, som man registrerer, men ikke har tid til at reagere på. Vi vågnede op til endnu en skyfri og varm dag her. Christine havde igen kræset om os; i aftes var der udover de sædvanlige lækre centimetertykke håndklæder også lagt fede badekåber og slippers frem til os, og sengen var lavet fin så vi lige kunne hoppe i den efter karbadet. Her til morgen har hun været på markedet og købt yoghurt, lækkert brød og croissanter samt en lækker lufttørret skinke. Der er nylavet marmelade, alle de oste vi vil have (vi vil ikke have nogen), og aviser hvor vi kan læse om gårsdagens race. James, vores ven fra Singapore sluttede som nr 37 i en imponerende tid, 11.41. Så vi kunne rigtig sidde over morgenmaden og udveksle røverhistorier. Undervejs på cykelturen kom han blæsende forbi mig, og gav mig et ordentligt klask bagi og råbte Go, go, go Pia. På løbeturen mødte jeg ham også, og der klaskede vi også lige hænder. De er en sød familie, og vi håber at træffe dem igen en anden gang.
Efter morgenmaden var det desværre tid til at tage afsked med Christine og co. Håber meget på gensyn snart. Vi har planer om at holde sommerferie her på et tidspunkt, uden at have et race "hængende" over hovedet, for det er et mega lækkert område, med mulighed for alverdens outdoor aktiviteter.
15.08.09 Klokken er 4.00, og jeg er stået op. Det er varmt o skyfrit udenfor. Jeg har lige løbet en lille tur og skal nu ned og spise morgenmad, og så afsted
Herunder kan I se cykelruten
>> Video af Pias sidste meter op til Col de la Izoard
Så blev jeg endelig Embrunman - i tiden 13.49. Satte undervejs svømme PR på 1.10, cyklede 8 meget intense timer og løb så en djævelsk hård marathon på ca 4.30. Overall placering nr. 248 og i pige elite? Måske nr 11? Er super tilfreds med resultatet og lige nu en meget meget træt småEmbrunmanpige. Detaljeret racerapport følger. Lige nu er jeg for smadret til noget som helst. Raceberetning: Efter en lidt travl morgen, hvor jeg kun lige var klar til tiden, blev pigerne (vi var en god håndfuld, godt 40 stk) sendt afsted 5.50 på svømningen.Det var bælgravende mørkt så vi måtte bare svømme efter lyset på kajakken. Det varede ikke længe før det blev lyst nok til at man kunne skimte bøjerne. Der var en flok piger der svømmede godt til, og svømning er jo ikke lige min favoritdisciplin, så jeg tog det roligt til at starte med, og ledte så an i 2. gruppe, det gjorde at jeg ikke havde nogle fødder at følge og fornemmede at jeg var helt alene på hele første runde. På anden runde kom de hurtige af mændene forbi, pog der blev lidt mere tumult. Det føles som en lang svømmetur, 3,8 km i åbent vand! Jeg opdagede til min glæde, at jeg havde svømmet på 1.10, hvilket var 2 minutter hurtigere end sidst! Det var jeg meget tilfreds med. Skiftet tog nogle minutter, fordi jeg valgte at tage cykeltøj uden på tri-tøjet, og det er ikke så let når man er våd.Men det er det værd at få cykelbukser og den slags på når man skal cykle omkring 8 timer. Skiftezonen var meget lang så jeg skulle løbe ret langt med cyklen. Cykelturen starter med 20 km der går op i himlen - så er man da igang! Efter gårsdagens opsang fra cheftræneren vedrørende mine nedkørsler (hvis jeg satte for meget tid til på nedkørslerne ville jeg skulle køre rigtig hårdt til få at nå checkpunkterne inden cut off; hvis man ikke er på Izoard inden 13.15 bliver man hevet ud af racet) tænkte jeg, at jeg hellere måtte give fuld skrue, så jeg lagde fra land og kørte en djævelsk hurtig nedkørsel - og høstede også ros for den! Det var svært at se huller i vejen og den slags, for solen, der lige var stået op, stod lige i øjnene på os, så jeg kørte nærmest i blinde efter de forankørende mænd. Efter nedkørslen har man et lille fladt stykke, og derefter begynder det så småt at stige op mod Izoard. Vi kører igennem dybe slugter, som er gennemskåret af en flod - der er sindssygt flot, men det havde jeg ikke tid til at nyde. Hvert eneste tråd opad kræver fokus og hver eneste sving nedad kræver fokus, så der er ikke nogen steder hvor man kan "slappe" af i hovedet. Jeg nåede Izoard efter 100 km, så manglede der kun 88 km igen og to stigninger + diverse bakker. Nedkørslen fra Izoard kendte jeg ikke, men det viste sig at være en positiv overraskelse - brede veje, store sving + + enkelte hårnålesving, ingen modkørende trafik, så der fik den fuld gas - det var fedt. Mine nye bremser viste sig fra deres pæneste side, de gav mig ikke krampe i hænderne. Lynhurtigt var vi nede i Briancon, og kunne begynde turen tilbage mod Embrun, afbrudt af lidt svinkeærinder, såsom Pallonstigningen, en særdeles kedelig sag, 3 km lang ca og pivende stejl og så er den helt lige, ingen sving overhovedet. Den er dræbende. Var lige ved at knække mig, men så fik jeg overhalet nogle ungersvende, de blev fuldstændig sat, og så fik jeg modet igen. Næste nedkørsel havde vi fået at vide at vi skulle passe på smeltet asfalt, og det var der også. Men det gik super, nede på det flade stykke igen havde jeg 5 granvoksne mænd på hjul i lang tid, og det var der en træner der var noget forarget over! Pludselig blæste det meget op, og vi fik stiv modvind hjemover. Ikke lige det jeg havde mest brug for. Den sidste times tid havde jeg været ekstra fokuseret på at få drukket og drukket, så jeg kunne være bedst mulig klar til løbeturen. Jeg fik undervejs på cyklen spist 3 barer, 1 banan, taget 7 gram salt og drukket litervis af væske, cola, iso og vand, alt efter hvad der var at få. Allerede på Izoard var jeg begyndt at spekulere på, hvordan jeg nogensinde skulle løbe så meget som et enkelt skridt når jeg allerede der havde ømme og trætte lår. Man når til Embrun by, og er meget tæt på hjemme - meeen så skal vi da lige have Chalvet stigningen med. Når man kører den alene er den ikke slem - men efter 180 km trækker den tænder ud, den har sine meget stejle passager! Puuuha. Nedkørslen er jo den slemme med hullet asfalt og markvejslignende tilstande. Der skulle jeg ikke risikere noget og fik besked på at køre sikkert. Jeg havde nu god fart på, meget mere end igår, men passede på i svingene. Dumt at styrte og udgå nu! Nedkørslen ender simpelthen i skiftezonen, så ind og stille cyklen og så af med cykelbukser, på med løbesko og hurtigt afsted på stive ben, øm ryg mm. Jeg havde på forhånd sagt, at jeg følte, at når jeg først fik stillet cyklen, ville jeg være sikker på at gennemføre, for så er risikoen for tekniske defekter væk. Men jeg ved jo godt at der stadig kan ske alle mulige ubehageligheder på 42 km. Det der var den største risiko her ville være at få hedeslag. Det var rigtig rigtig hedt, som jeg kan lide det, men det stiller store krav til at få drukket store mængder væske og til at få holdt kroppen våd konstant for at sørge for bedst mulig fordampning. Ved hvert depot (som visse steder lå meget langt fra hinanden (>3 km) sørgede jeg for at få våde svampe, og en lille flaske vand jeg kunne løbe med. Det var ikke nok bare at tage en tår af et glas ved depotet. Jeg havde 3 geler med til hver ½ marathon, og jeg fik faktisk drukket så meget at da jeg endelig kom i mål, var jeg ikke så medtaget af dehydrering, at jeg skulle have lægehjælp. Jeg havde meget sløje ben de første 6 km, men derefter gik det faktisk godt, og jeg blev muntret meget op af træneren, som kørte lidt hid og did og tog billeder og heppede. Han sagde, at så længe jeg bare holdt mig løbende skulle det nok gå super, og det så fint og flydende ud sagde han, jeg lå til en godt tid. Første ½marathon på 2.06, ikke hurtigt, men dog løbende. På anden tur fik jeg lidt mere opbakning, hvilket var nødvendigt særligt de sidste 10 km, hvor jeg virkelig led. Jeg overhalede voldsomt mange, både løbende, gående og folk der lå i grøften og brækkede sig. Det ER sgu et hårdt hårdt race! Løberuten er meget kuperet, og det er hårdt både at løbe op og ned. Jeg kan være stolt over at sige, at jeg ikke gik ET ENESTE skridt på alle de 42,195 km. Opbakningen på hele turen var fantastisk, hvor mange gange jeg ikke hørte: Bravo le fils (eller hvordan det nu staves), courage, respé (respekt) og den slags, det kan ikke tælles. De var meget bedre til at heppe på pigerne end på drengene. Endelig, efter 13 timer og 49 minutter kom jeg i mål og kan nu kalde mig Embrunman. Ikke noget jeg er kommet sovende til! Jeg er stolt og glad for min præstation, kunne ikke have hentet et eneste minut føler jeg, jeg gjorde alt og var fokuseret hele tiden. Nu er det søndag morgen og vi skal hjem nu. Slut fra Embrun i denne omgang!
14.08.09
Morgenmaden blev serveret udenfor på verandaen og der manglede ikke noget - Christine sørger godt for os må man sige. Hun pusler omkring os og sørger hele tiden for at vi ikke mangler noget. Hun er meget dygtig til at fortælle sine veninder og andre besøgende at jeg er her for at lave Ironman, og så siger de Ihh og Åhhh og tager mig på lårene...hmmm.
Cyklen blev lige tjekket op efter morgenmaden - og det var meget godt, for kransen var ikke strammet ordentligt, og der var også flere andre løse dele. Nummeret sat på, goodie-bagen gjort klar med salt tabletter og energibarer. Bøjlen tog vi efter lidt overvejelse af, for der er stort set ikke noget lige ud her, og jeg bruger den hverken op eller nedad, så ingen grund til at slæbe på den hele vejen op til Col d'Izoard... Dagens cykling bød på Chalvetstigningen og -nedkørslen...en blandet fornøjelse. Asfalten er mildest talt elendig. Til tider er det bare en smal grusvej med store huller - hurra! Som om det ikke var slemt nok hvad vi skal udsættes for. Frokosten som er det sidste egentlige måltid jeg skal have bestod i en sjat pasta med en meget mindre sjat pesto og 6 pinjekerner samt en Coca Cola.
Gode råd inden Ironman:
Klokken 16.30 skulle jeg aflevere min cykel i skiftezonen, og få nummer 39 malet på arme og ben. Det gik smertefrit, og jeg kunne også let finde min plads, da det var den 2. række efter at man er kommet ind fra svømmeturen.Iøvrigt samme nummer og plads som sidste år.
Bagefter var der racebriefing, hvilket som så ofte skaber flere nye spørgsmål, end dem man får besvaret. Nå, det går jo nok, jeg skal jo bare følge efter dem foran mig :-)
Da det var færdig tog jeg hjem og spiste et let aftensmåltid på terrassen sammen med en anden triathlet fra Singapore og hans familie, som også bor her.
Til aller sidst op og pakke det sidste til i morgen og så til køjs. Vejrudsigten siger VARMT og tørt.
13.08.09
Vi bor på et slot, helt fantastisk at vågne op efter 14 timers søvn - gå ned til spisesalonen, hvor vi har bestilt petit dejeuner til kl 8, slotsværterne serverer lækker morgenmad - de kan s.. godt bage et stykke brød, de franskmænd. Lækker frugt, yoghurt, diverse kager, og croissanter...der manglede ikke noget. Vi havde selskab af Sharon, der fortalte om alt muligt og også inviterede os til en rundvisning på slottet 10.30. Det kunne vi lige nå, hvis vi skyndte os ud på cyklen til ½ times rul. Så det gjorde vi. Rundvisningen var et tilløbsstykke, og det var også spændende at komme rundt og se det, samtidig med at Sharon fortalte om renoveringen, godt nok på fransk, men vi forstod da en smule af det. Sharon er amerikaner, men har boet i Frankrig i 20 år, og taler flydende fransk.
Efter rundturen blev vi nødt til at flytte residens...det skete med løfter til både dem og os selv, om at komme tilbage på et længere ophold på et senere tidspunkt, uden at have en ironman hængende over hovedet.
Jeg hoppede en tur i vandet og fik set lidt af svømmeruten. Vandet er fint, dog lidt koldt (23 grader) efter min smag, men jeg kan leve med det. Det er fint klart. Så kørte vi til Le Pigeonnier, hvor vi boede sidste år, og fik en stormende velkomst af ejerinden Christine. Hun bød velkommen og viste os vores fornemme værelse, ikke det samme som sidst, men et på første sal. Og det er ligeså storslået som det andet. Jeg vil lade billederne tale...og blot nævne, at jeg glæder mig til at synke ned i badekarret i det kæmpestore luksuøse badeværelse efter at jeg har lavet ironman.
Eftermiddagen bød på afslapning i haven - igen idag er det skønt vejr og meget varmt. Kan kun håbe at det holder.
12.08.09 Vi har kørt non vstop siden kl 15 igår tirsdag; og kl 12 onsdag nåede vi så problemfrit frem til Embrun. Den første dag skal vi bo på Chateau de Picomtal. Et rigtig flot ægte slot med 4 tårne beliggende på en skråning med udsigt over bjergene, søen og Embrun by. Blev modtaget af chefen selv (Jacques) og hans kone (Sharon). De købte slottet for 10 år siden og har derefter renoveret det totalt, så der nu er 4 suiter, 3 dobbeltværelser, et enkeltværelse og et anneks; det er der hvor småpige og co. skal bo. Værelset var ikke bare et værelse; det er en lejlighed i 2 plan i det ene tårn! Meget fornemt, og enormt hyggeligt. Desuden er der nogle saloner til diverse formål, samt en afdeling til familien selv. Ejeren har selv kørt Embrunman for nogle år siden, så vi havde jo noget at tale om. Perfekt vejr - krydser fingre for at det holder. 30 grader, sol, let vind. Efter lidt indkøb var det tid til en middagslur, var godt trætte på det tidspunkt. Kl 18 gik vi begge omkuld, ville have været nede og svømme ellers men vi var simpelthen for trætte! 10.08.09 Sidste x-træningspas inden årets mål er netop overstået. Nedtrapningen er igang, væk er alt det langsomme og rolige cykling og løb, nu holder jeg mig bare igang med nogle kortere men intensive træningspas samt en masse svømning. Jeg har svømmet 10 gange på 14 dage, så nu føler jeg mig faktisk godt svømmende. Har også ligget og lavet PR på mine 200m intervaller, så det er jo rart! Nu skal vi have pakket det sidste (hold op hvor kræver det meget grej og dimser og sager) og så pakker jeg bilen imorgen og så kører vi mod det sydfranske i løbet af eftermiddagen, for ifølge vores plan at nå frem til Chateau de Picomtal 20 timer senere. 8. august 2009 Så er der 3 dage til afrejse til dette års EmbrunMan...træningen er stadig fuldt program, men fra imorgen søndag skal jeg til at trappe ned, så heg kan blive helt frisk. Efter sommerferien har jeg været træt og føler ikke rigtig, at jeg har fået friske ben endnu. De vigtige ting er allerede pakket i kufferten, jeg tager en masse forskelligt cykeltøj med, for vejrudsigten viser ustadigt vejr i den næste periode, og vi ved jo hvor dårligt vejret kan være dernede! Pinarelloen er inde og blive tunet hos Thorkil, og skal ikke ud og køre i DK inden afrejse, for den bliver monteret med ny kæde og krans og de let tilkørte racedæk, som jeg ikke ønsker flænset af glasskår/flintesten. "Ironman mode" har indfundet sig, det kom for nogle dage siden, og giver sig til udtryk i at jeg tænker og forbereder mig meget mentalt til på næste lørdag, sidder og nusser med at huske små dimser og pakke og skrive lister...
Pia kører med startnummer 39
|
